Indeks    Sitemap    
Hjørring Kommuneplan 2009

Du er her: Forside Byer, landsbyer og landdistriktet Bykatalog Beskrivelse af Vrå

 

Beskrivelse af Vrå

Landskab og grøn struktur

Vrå ligger i den vestlige ende af det bakkede landskab, som er kendetegnende for Vendsyssel. Ådalene omkring Vester Elbæk og Elbæk danner sammen med Lunden og boldbanerne ved hallen en grøn kile på tværs af Vrå. Vrå er ikke kendetegnet ved grønne strukturer, så dette grønne bælte vest-øst gennem byen har stor betydning for byen.

Infrastruktur og trafik

Byen afgrænses mod nord af Vråvej, mod vest af Vestre Ringvej, mod syd af Galgebakkevej, mens der ikke er en tydelig vejafgrænsning mod øst. Byen har en høj tilgængelighed til Aalborg, Hjørring og Brønderslev via motorvej og jernbane. Visuelt præges indfaldsvejene til byen i høj grad af Nordjysk Andel i den nordlige ende af byen og DLG i den sydlige ende af byen. Nordjysk Andels bygninger er meget høje og kan ses fra store dele af byen.

Byen er præget af, at jernbanen som en vigtig del af byens infrastruktur gennemskærer byen, som derved kommer til at fremstå meget opdelt.

Boligområder

Vrå var oprindeligt en landsby, der voksede frem med udgangspunkt i landbrugserhvervet. Med jernbanen fra Aalborg til Hjørring og Frederikshavn blev Vrå i 1871 til stationsby. Stationen med den karakteristiske stationsbygning ligger i centrum af byen, og de nærmeste gader heromkring er karakteriseret af sammenbyggede 2-3-etagers bygninger. I den inderste del af byen er boligerne ældre villaer, og langs den inderste del af indfaldsvejene ligger byhusene side om side. De yderste boligområder er karakteriseret af parcelhus- og rækkehusbebyggelse.

Erhverv

Byen har to større erhvervsområder, hvoraf det største ligger nordligst i byen, og det andet ligger mod syd. Byens oprindelse med baggrund i landbruget afspejles i erhvervsvirksomhederne, da en del heraf har tilknytning til landbrugserhvervet.

Bymidten

Jernbanen gennemskærer byen og er på mange måder bestemmende for livet i byen. Detailhandlen, det markante Vrå Hotel og de 2-3-etagers bygninger skaber et bymiljø omkring stationen, som visuelt opleves sammenhængende trods gennemskæringen af jernbanen. Det er en udfordring, at butikker med udvalgsvarer og dagligvarehandel er samlet i et detailhandelsområde, men delt på begge sider af jernbanen med størstedelen på den østlige side.

Ved stationen er arbejdet med at få samlet det adskilte bycentrum påbegyndt i form af etableringen af en karakteristisk arenaformet trappenedgang til tunnel under jernbanen.

Kulturarv

Der er enkeltstående bygninger og gadestrøg, som rummer en fortælleværdi i forhold til Vrå stationsbys udvikling – heriblandt er det gamle vandtårn, foderstofforretningen og området ved Jernbanegade med for- og baghuse. Missionshuset fra 1918 vidner om den indflydelse, de religiøse strømninger har haft på dagliglivet i byen. Vrå Højskole, som blev oprettet i 1890, har gennem årene ligeledes haft stor betydning for kulturlivet i byen.

Mere information om:
kulturarv i kulturarvsprojektet:
Kulturen mellem kyst og land

Vendsyssel Idrætscenter
Vendsyssel Idrætscenter

Fritidsliv

Vrå Højskole ligger i den nordvestlige del af byen sammen med Kunstbygningen, der bl.a. rummer Engelund-samlingen. Højskolen og Kunstbygningen er i dag samlingspunkt for megen aktivitet i byen, herunder dans, foto, billedkunst, keramik og litteratur. Det tidligere pakhus Uhrenholdts Gård er blevet restaureret og udnyttes i dag som borgerhus til forskellige formål.

Et andet centralt samlingssted er Børnenes Jord, der ligger tæt ved det nyopførte Vendsyssel Idrætscenter. Idrætscentret rummer både idræts- og konferencefaciliteter og blev opført, da den oprindelige Vrå Hallen brændte. Udover foreningsliv som idræt og spejderbevægelser er der også indenfor scenekunsten stor aktivitet, hvor der hvert år er bl.a. revy, dilettant og børneteaterforestilling.

Serviceudbud

Den offentlige service inden for ældre-, handicap- og sundhedsområdet omfatter pleje- og ældreboliger, socialpsykiatrisk værested, botilbud til fysisk handicappede, aktivitetscenter og Sund By butik. Der er skole, børnepasning, bibliotek og privatpraktiserende læger.


    

Alt om Vrå

Byudvikling i Vrå

Strategi for byudvikling i Vrå

Baggrund for strategi for byudvikling i Vrå

Beskrivelse af Vrå

Arealer til bolig og erhverv Vrå

Se mere om

Bymønster

Byudvikling

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indgangen til Vrå Højskole