Det er Byrådets mål, at Åbyen fortsat skal være en del af kommunens bosætningstilbud.

Strategi og udfordringer
Åbyen er overvejende en bosætningsby uden større erhverv, og den overordnede strategi for byudvikling i Åbyen har fokus på boligudvikling, mens erhvervsaktiviteter bør samles i Hirtshals, og der udlægges derfor ikke erhvervsarealer i Åbyen.
Det vurderes, at de ledige arealer til boligformål ved Liljevej og Uggerbyvej kan reduceres ved at udtage et areal nord for Uggerbyvej på 0,7 ha og fortsat imødekomme de behov og ønsker for boligbyggeri, der kan forventes i Åbyen i planperioden. Det vurderes ligeledes, at det udskiftning i eksisterende boliger og ibrugtagning af allerede udlagte arealer er vigtigere end udlæg af nye arealer til boliger, og der udlægges derfor ikke nye boligarealer.
Beskrivelse og baggrund
Åbyen, som har ca. 600 indbyggere, ligger sydøst for Hirtshals lige syd for Skagensvej med nær forbindelse med motorvejen. Åbyen har gennemgået en udvikling fra landsby til boligby. Byens kerne består af en gammel landsby ved Kjul Å, hvorfra der er udbygget to nyere, store parcelhusområder, som ligger på hver sin side af Allingdamvej.
Byen har et tæt fællesskab med Horne og Asdal (Allingdam), men har samtidig også sin egen identitet og sit eget liv. Medborgerhuset er den samlende enhed, hvor mange lokale har deres daglige gang, og hvor der foregår forskellige aktiviteter, bl.a. ungdomsklub.
Serviceudbud Åbyen har ikke egen skole, men hører til Horne-Asdal Skole, der er under skolecenterordningen med Bjergby-Mygdal og Tornby-Vidstrup. Skolen, som ligger ca. 500 m. øst for selve Horne by, ca. 3 km fra Åbyen, har ikke overbygning. Åbyen har en enkelt dagligvarebutik.
Kultur og Fritid Medborgerhuset er et billede på det fællesskab, der er mellem Åbyen og Asdal. Det er en selvejende institution, der drives på foreningsbasis. Forsamlingshuset har de traditionelle aktiviteter, herunder udlejning til foreninger og private.
Boliger Den største del af boligområderne er placeret syd for Uggerbyvej og det deles på midten af Allingdamvej.
Erhverv Åbyen er overvejende en bosætningsby uden større erhverv. Der er dog en række mindre enkeltmandsvirksomheder, særligt indenfor service- og landsbrugsområdet.
Det grønne i byen Parallelt med Allingdamvej løber Kjul Å, hvis forløb danner en kile igennem Åbyen, der strækker sig mod syd over en eng og mod nord gennem et moseområde.
|