Det er Byrådets mål, at Astrup fortsat skal være en attraktiv by for bosætning. Byens udvikling skal sikres gennem udlæg af areal til nye boliger, og der skal arbejdes for, at byens ældste bydel bevarer sin oprindelige tætte og sammenhængende karakter med bebyggelse, der følger Astrupvej og Bøgstedvej.

Strategi og udfordringer
Der opleves en vedvarende interesse for nye arealer til boliger i Astrup. Dette er positivt for byens udvikling, men er samtidig en udfordring, fordi drikkevands- og naturinteresser omkranser byen og danner grænser for den fremtidige byudvikling. Det er dog muligt at finde arealer til nye boliger i den vestlige del af byen, syd for Astrupvej og med adgang fra det eksisterende boligområde på Lundholmvej.
Der fokuseres med udlæg af nye arealer til boliger på at styrke byens muligheder som en attraktiv bosætningsby. På længere sigt forventes det, at fremtidig byudvikling vil omfatte den østlige del af byen, syd for Astrupvej. Der peges derfor på et perspektivområde til boliger i denne del af byen.
Der opleves ikke en tilsvarende efterspørgsel på areal til erhvervsformål. Det vurderes derfor, at de behov, der måtte være for at bygge nyt til erhvervsformål, kan opfyldes indenfor det eksisterende erhvervsområde ved Dalvangen og Dalmarken.
Det er ikke kun gennem udlæg af nye arealer, at byens udvikling skal understøttes. Der skal fremadrettet arbejdes med forskønnelse og med at bevare byens kontakt til de omgivende landskaber. Astrups tætte kontakt med det omkringliggende landskab kan understreges ved at etablere grønne kiler i takt med boligområdernes udbygning. Arealet i byens vestlige del, syd for Astrupvej, afgrænses mod syd ef et beskyttet naturområde, og området kan, i sammenhæng med det udpegede skovrejsningområde vest for byen, danne en grøn kile langs byens adgangsvej.
Astrups ældste bydel ligger omkring krydset mellem Astrupvej og Bøgstedvej. Husrækkerne danner her et præcist afgrænset byrum, der er sammenfaldende med byens vigtigste vejkryds. Astrupvejens knæk midt i krydset forstærker bebyggelsens rumdannede karakter. Facadebebyggelsen langs Astrupvej ønskes bevaret og skal indgå i vurderingen af ønsker om nedrivning, nybygning og ombygning langs den del af Astrupvej, der ligger i Astrup by.
Beskrivelse og baggrund
Astrup ligger på en svagt skrånende flade lige syd for et markant bakkelandskab. Fladen gennemskæres af brat nedskårne bækdale, som danner en naturlig afgrænsning af byen mod nord. Byens ældste huse ligger ud til de to indfaldsveje, Bøgstedvej og Astrupvej. Fra 1980’erne og frem er byens størrelse mere end fordoblet med udbygningen af parcelhuskvarterer og jordbrugsparceller, og der bor i dag lidt over 500 indbyggere i byen.
Astrup by var som udgangspunkt kendetegnet ved husrækkerne langs Astrupvej og Bøgstedvej. Senere er dette blevet suppleret med nye villakvarterer, der ikke har noget egentligt slægtskab til den oprindelige vejby. Kirken og kirkegårdsanlægget, der er præcist afgrænset af stendige og gangsti, indtager en central plads midt i byen.
Astrup ligger ca. 3 km fra motorvejen mellem Hirtshals og Aalborg. Byen ligger trukket en smule tilbage fra Frederikshavnsvej, der er hovedvejen mellem Hjørring og Sindal, og som fortsætter til Frederikshavn.
Serviceudbud Astrup har skole uden overbygning og danner skolecenter sammen med Højene Skole. Derudover er der mulighed for pasningstilbud i form af dagpleje og børnehave (Vejlund). I byen er der også en købmand, der har åbent alle ugens dage.
Kultur og Fritid Astrup har et aktivt og bredt foreningsliv specielt bygget op omkring idrætshallen, der er fra 1984. Derudover er der forsamlingshus i Astrup, som udlejes til foreninger og private.
Kulturarv Umiddelbart syd for Astrup ligger Bøgsted Hovedgård. Oprindelig var Bøgsted en landsby med ca. 50 huse, men blev fra 1500-tallet til en samlet hovedgård. I 1775 blev gården ombygget fra den oprindelige renæssancestil til den barokstil, der præger stedet i dag. I 1949 blev der forandret en del på både gårdens ydre og indre: Den middelalderlige kirkefløj nedrevet og indenfor blev bl.a. lofter sænket og vægge dækket med plader i tidens stil. I dag er Bøgsted gennemrestaureret, og man har genfundet en del gamle kalkmalerier og tapeter, gulvbrædder af pommersk fyr fra 1500-tallet og spær af lavet af skibsmaster.
Boliger De nyeste villakvarterer i Astrup ligger mod sydvest, og mod nordøst er der opført bebyggelse på jordbrugsparceller. Senest er udbygningen af boligområdet Agerlund påbegyndt, mens boligområdet ved Lundholmvej næsten fuldt udbygget.
Erhverv Erhvervsgrundene i byen er fortrinsvis beliggende i den vestlige del af byen, nord for Astrupvej ved Dalvangen – Dalmarken. Området er kendetegnet ved mindre industri- og håndværksvirksomheder.
Det grønne i byen Umiddelbart sydøst for Astrup ligger Bøgsted Plantage, der strækker sig hele vejen til Sindal. Skoven er åben for publikum, og her findes bl.a ”Bøgsted-egene”, som er op til 400 år gamle. På de grønne arealer i byen er der indenfor de seneste år anlagt flere legepladser.
|