Det er Byrådets mål, at Bjergby fortsat skal være en attraktiv by for bosætning. Byens udvikling skal sikres gennem udnyttelse af de omgivende herlighedsværdier såsom landskabsudsigter og adgang til rekreative områder. Beliggenheden midt en storslået natur er et stort potentiale for Bjergby, og der skal derfor arbejdes for at støtte initiativer, der forbedrer byens stinet til omliggende rekreative og kulturelle støttepunkter.

Strategi og udfordringer
Der opleves en vedvarende interesse for arealer til nye boliger i Bjergby, men der er fortsat ledige arealer til boligformål. For at udnytte de eksisterende muligheder for nybyggeri bedst muligt skal der i planperioden arbejdes for, at de nuværende udstykninger gøres mere attraktive. Dette kan blandt andet ske ved hjælp af en landskabsmodning, der understreger udstykningernes sammenhæng med det omkringliggende landskab; på den måde kan beliggenheden i den storslåede natur fremtræde mere tydeligt.
Der udlægges ikke nye arealer til boligformål, da de eksisterende ledige boligarealer i byens vestlige del ved Gedemålsvej og stadiongrunden og på Korshøjvænget vurderes at kunne opfylde behovet for arealer til nybyggeri i planperioden.
Bjergby skal med den naturskønne beliggenhed kun skal have arealer til mindre erhverv med en lokal tilknytning, som eksempelvis håndværksvirksomheder, mens større virksomheder bør lokaliseres i Hjørring. Der udlægges ikke nye arealer til erhvervsformål, at det eksisterende erhvervsareal ved Asdalvej vurderes at være tilstrækkelig i planperioden.
Beskrivelse og baggrund
Bjergby er en velfungerende by med ca. 850 indbyggere. Bjergby ligger endvidere i naturskønne omgivelser: et område, der er en del af morænebakkerne Horneland, som strækker sig mellem Hirtshals og Sindal. Egnen omkring Bjergby og Mygdal er desuden meget skovrig.
Udover den naturskønne beliggenhed er der fra Bjergby let adgang til de større byer, da der er ca. 400 m ud til motorvejen, og Skagen Landevej går gennem byen.
Bjergby er, hvad man vil betegne som en slynget vejby, og byen er kendetegnet ved at være delt op i flere enheder fra forskellige tidsperioder. Vejbyens karakteristika er, at den ofte er tilpasset det terræn, den ligger i, og typisk følger vejene det samme højdekurveforløb, som er i landskabet. Langs den oprindelige vej er der siden hen bygget flere parcelhuskvarterer.
Serviceudbud Bjergby har skole med overbygning og danner skolecenter sammen med Tornby-Vidstrup og Horne-Asdal skoler. Derudover er der mulighed for pasningstilbud i form af dagpleje og børnehave. I byen er der også dagligvarehandel og praktiserende læge.
Kultur og Fritid Foreningslivet i Bjergby er på mange områder tæt knyttet sammen med foreningslivet i Mygdal, der er en af kommunens landsbyer. Dette gælder for idrætsforeningen, men også i forbindelse med skole, plejehjem, spejder, lokalblad og forsamlingshus er de to bysamfund tæt knyttet sammen.
Kirken ligger i landsbyen Gammel Bjergby, der ligger øst for Bjergby. Her findes også, ved det tidligere plejehjem Solhjelm, en samling dyreskulpturer af en lokal kunstner.
Kulturarv Præstegårdsbakkerne ved Bjergby er et stærkt kuperet morænebakkelandskab på 23 ha. Bakkerne bestå af meget varierede naturområder med et rigt plante- og dyreliv. I 1990 blev der anlagt en sø ved opstemning.
Boliger Boligområder dækker et større geografisk område på begge sider af Skagen Landevej, hvor den ældste del af bebyggelsen findes nærmest hovedgaden. Boligmassen er i høj grad kendetegnet ved parcelhuse. Den ældste del af disse, bygget i perioden 1870 til 1940, findes i den vestlige del af byen, mens det nyeste byggeri befinder sig i byens nordøstlige del omkring Hegnsvænget samt ”Kornkvarteret".
Erhverv Erhvervsområdet i Bjergby er koncentreret ved Asdalvej. Området er beliggende vest for vejen og grænser mod syd op til et boligområde, mod vest og nord til det åbne land og mod øst til byens idrætsområde. I området er der etableret lokale håndværkervirksomheder. Områdets nordlige del er udbygget.
Det grønne i byen Faldbjerggård Enge er et markant grønt område i Bjergby, der består af landskabskiler med mose- og engarealer, en sø samt løvtræsbevoksninger omgivet af parcelhusområder fra Skagen Landevej i nord til syd for Hvedevænget. Her findes der gode rekreative stiforløb, og der er store variationer i terræn og flora. Størstedelen af området er beskyttet natur.
|