Indeks    Sitemap    
Hjørring Kommuneplan 2009

Du er her: Forside Byer, landsbyer og landdistriktet Bykatalog Byudvikling i Harken

 

Byudvikling i Harken

Det er Byrådets mål, at Harken fortsat skal være en attraktiv by for bosætning. Der skal i de kommende år arbejdes for at sikre byens udvikling ved at give mulighed for etablering af samlingssteder i byen; eksempelvis i form af realisering af Grønt projekt Harken, der skal give byen et grønt friareal øst for Rundmarken.

Strategi og udfordringer

Det overordnede indtryk af Harken er store virksomheder og mindre huse langs den brede Aalborgvej. Der har tidligere været en stor trafikbelastning gennem byen, men efter udbygningen af motorvejen er belastningen aftaget, og det brede vejforløb virker mere dominerende end nødvendigt set ud fra byens størrelse. Vejprofilen er med tiden gjort mere varieret med blandt andet markeret vejmidte og kanttræer. Der kan med fordel arbejdes videre med forskønnelse og fredeliggørelse af vejen for dermed at samle byen mere.

Udover vejprofilen er det kontakten til det åbne landskab, der er særligt ved Harken. Der arbejdes med at supplere det åbne landskab med et grønt området ved Rundmarken. Det grønne område har arbejdstitlen ”Harken Skovprojekt” og omfatter beplantning, befæstede arealer og praktiske facilliter i form af P-plads, borde og bænke med mere. Etableringen skal ske i et samarbejde mellem borgere og Hjørring Kommune, da det er et borgerinitiativ, der står bag udformningen og finansieringen af det grønne område, men på et kommunalt ejet areal.

De eksisterende ledige boligarealer ved Rundmarken og på Hedebovej samt det eksisterende erhvervsareal ved Hedebovej vurderes at kunne opfylde behovet for arealer til nybyggeri i planperioden. Der udlægges derfor ikke yderligere arealer til henholdsvis bolig- og erhvervsformål.

Beskrivelse og baggrund
Harken ligger ca. 8 km syd for Hjørring, og byen er i høj grad præget af og bygget op om hovedvejen gennem byen, Aalborgvej. Byen har en karakteristisk langstrakt form, hvor de ældste huse fra omkring 1870 ligger i den sydlige del af byen op til Aalborgvej. Derudover er der enkelte sideveje, hvor der er anlagt boligområder. Den langstrakte form fremgår tydeligt ved, at Harken og Hæstrup Mølleby i den nordlige del af byen næsten er vokset sammen og derfor behandles som et lokalsamfund. Der bor i alt omkring 400 personer i byen.

Serviceudbud
Harken hører til Vrejlev-Hæstrup Skole i Poulstrup, der danner skolecenter sammen med Vrå Skole. Derudover er der mulighed for pasningstilbud i form af dagpleje samt Møllehaven, der både indeholder vuggestue og børnehave.

Kultur og Fritid
Idrætsforeningen i Harken, Harken Ungdoms- og Gymnastikforening (HUGF) holder til i området syd for Præstevej, hvor Harken Hallen ligger med omkringliggende fodboldbaner og grønne arealer. I områdets østlige del ligger ”Gunderuplund”, som gennem tiden har været anvendt til forskellige institutionsformål.

Boliger
Det nyeste boligområde i Harken er Rundmarken, der blev påbegyndt bebygget i 2003. Bebyggelsen er et karakteristisk parcelhusbyggeri. Der arbejdes i området med at realisere ”Harken Skovprojekt” som et grønt område, der skal bidrage til at gøre boligområdet mere attraktivt og fungere som et rekreativt område for hele byen.

Erhverv
Der er placeret erhvervsarealer flere forskellige steder rundt omkring i Harken. På vestsiden af Aalborgvej ligger en større byggevirksomhed. De to andre erhvervsområder ligger henholdsvis syd og nord for Hedebovej. Et mindre område syd for vejen er endnu ikke udbygget.

Det grønne i byen
Der er i Harken, på grund af den overvejende enkelte række huse langs vejene, en tæt kontakt med det omkringliggende landskab med udsyn over åbne marker.


    

Alt om Harken

Byudvikling i Harken

Arealer til bolig og erhverv i Harken

Se mere om

Bymønster

Byudvikling


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

Aalborg vej i Harken