Det er Byrådets mål, at Hundelev fortsat skal være en levende og attraktiv by for bosætning. Byrådet vil prioritere, at der skal gennemføres helhedsplanlægning for byen.

Strategi og udfordringer
Byens udvikling skal sikres gennem udlæg af areal til nye boliger nord-øst for Nyvangen. For at sikre en sammenhængende udvikling af byen skal der gennemføres helhedsplanlægning i form af en samlet lokalplan for byen. Lokalplanen skal have fokus på udlæg af forskelligartede boliggrunde og forbedring af samspillet mellem by og de grønne omgivelser, hvor særligt forbindelsen til og brugen af Hundelev Fælled skal bevares og styrkes som noget særligt for Hundelev.
Der udlægges ikke nye arealer til erhvervsformål, da de eksisterende ledige erhvervsarealer mellem Løkkensvej og Navervej vurderes at kunne opfylde behovet for arealer til nybyggeri i planperioden.
Beskrivelse og baggrund
Hundelev er en nyere vejkrydsby, der de seneste hundrede år er vokset mod nordøst ud fra området mellem Løkkensvej/Vennebjergvej, hvor bl.a. skolen i sin tid blev bygget. Byen er opdelt med boligområder nord for Løkkensvej og erhverv syd for Løkkensvej. Der er i de senere arbejdet med forskønnelse af indfaldsvejene til byen i form af allétræer langs vejene. Byen har ca. 220 indbyggere.
Serviceudbud Hundelev Skole har klassetrin fra børnehaveklasse til og med 7. klasse, og umiddelbart ved siden af skolen ligger børnehaven Regnbuen, der deler matrikel med fritidsordningen. Her er åbent for børn i aldersgruppen 3 år til fjerde klassetrin. Centralt i byen ligger også Brugs og sparekasse.
Kultur og Fritid Hundelev har et aktivt foreningsliv, der præges af Hundelev Ungdoms- og Idrætsforening og en aktiv borgergruppe, Udviklingsgruppen for Hundelev og omegn. I byen findes der også enkelte kunstgallerier.
Boliger Den største koncentration af boliger i Hundelev finder man nord for Løkkensvej. Indgangen til boligområderne sker via Vennebjergvej.
Erhverv Erhvervsgrundene i byen er ligger fortrinsvis syd for Løkkensvej og er målrettet mindre lokale erhvervsdrivende, typisk håndværksvirksomheder.
Det grønne i byen I den nordlige del af byen er der et mindre skovareal Hundelev Fælled, der fungerer som rekreativt grønt område for byens indbyggere med skovpavillon, bålplads og shelters. Der arbejdes med forbedre adgangen til de grønne omgivelser med stiforbindelser.
|