Indeks    Sitemap    
Hjørring Kommuneplan 2009

Du er her: Forside Byer, landsbyer og landdistriktet Bykatalog Byudvikling i Poulstrup

 

Byudvikling i Poulstrup

Det er Byrådets mål, at Poulstrups rolle som bosætningsby skal styrkes gennem byforskønnelse for dermed at gøre byen indbydende for nuværende som kommende indbyggere. Den samlede byudvikling i Poulstrup skal planlægges, så den grønne profil i byen bevares, ligesom byens struktur med en øst-vestlig udviklingsretning skal bevares. Der skal arbejdes for at vedligeholde og udbygge adgangen til de omkringliggende rekreative områder med stiforbindelser.

Strategi og udfordringer

Poulstrup har trods sin beliggenhed i den sydlige del af kommunen og med god infrastruktur til flere af de største byer i regionen haft en forholdsvis anonym bosætningsprofil. Der skal i de kommende år arbejdes for at udnytte byens potentialer med kulturarvsværdier og de omgivende landskaber til at fastholde og udvikle byens bosætningsprofil.

Der satses på at udvikle bosætningsprofilen gennem arbejde med byforskønnelse og bygningsvedligeholdelse, fordi det er et eksisterende karakteristika ved byen, som kan udnyttes bedre.

Der er ledige boligarealer ved Tjørnager og ledige erhvervsarealer ved Gl. Rønnebjergvej, og der udlægges derfor ikke arealer til henholdsvis bolig- og erhvervsformål.

Poulstrup er præget af, at der kun er én vej igennem byen, der nogle steder virker unødvendig bred i forhold til byens størrelse. Desuden benyttes den til kantparkering, som skolevej og til gennemkørsel for lokal trafik med forholdsvis høj fart. Vejprofilen ser slidt ud og det brede forløb understøtter ikke en bymæssig helhed og husenes harmoniske sammenhæng. Der bør derfor arbejdes med løsninger, hvor trafikforanstaltninger og byforskønnelse kan kombineres.

Beskrivelse og baggrund

Poulstrup ligger i den sydlige del af kommunen og er en by med ca. 450 indbyggere.
I perioden 1900-1920 voksede byen omkring mejeriet og området ved Gl. Rønnebjergvej i nord. Først herefter begyndte man at fylde hullet mellem de to bydele, så byen i dag fremtræder som en lang husrække langs Hovedgaden. Hovedgadens langstrakte forløb med flere huse langs Hovedgaden og Birkager, der er præget af ”Bedre Byggeskik”, er bemærkelsesværdig for Poulstrup, og husene repræsenterer en kulturarvsværdi.

Kulturarv
Kulturarven sætter flere steder sin spor i og omkring Poulstrup, der har tæt forbindelse med Vrejlev Kloster, Vrejlev Kirke og Tollestrup Mose øst for byen. Vest for byen, forbundet af Nedre Byvej, ligger en række gårde, der allerede i middelalderen var en lille landsby, ”Nederbyen” med Vrejlev Kloster som den store jordbesidder.

Serviceudbud
Poulstrup har pasningsmuligheder i form dagpleje og børnehave. Vrejlev-Hæstrup Skole er byens skole, men har også elever fra Harken og oplandet. Skolen er uden overbygning og danner skolecenter sammen med Vrå Skole. Derudover er der Aktivitetshuset på Gl. Rønnebjergvej, et tilbud for efterlønnere og pensionister.

Kultur og Fritid
Poulstrup har et aktivt og bredt foreningsliv. ”Børnenes Jord” er grønt samlingssted for byens indbyggere og er gennemrenoveret med nye legeredskaber, da Poulstrup i 2006 blev ”Årets Børneby”.

Boliger
Udover husene langs Hovedgaden er boligerne i Poulstrup samlet i boligområderne ”Ager”-kvarterne øst og vest for Hovedgaden i byens nordlige del. Kvarterne består overvejende af parcelhuse.

Erhverv
Poulstrup har et erhvervsområde for lokale virksomheder beliggende nord og syd for Gl. Rønnebjergvej, øst for Hovedgaden. Mod vest grænser området op til et boligområde og mod øst til det åbne land. Området nord for Gl. Rønnebjergvej er endnu ikke udbygget.

Det grønne i byen
I den nordlige del af Poulstrup ligger plantagen Poulstruplund, der er etableret i 1906. Vrejlev-Hæstrup Skole, ligger i plantagens sydlige ende, en unik beliggenhed for en skole, med legeplads under og imellem træerne. Langs Hovedgaden er der flere træer og trægrupper med betydning for det samlede gadebillede.
Områdets natur er varieret, for eksempel kan nævnes Poulstruplund og den nærliggende Tollestrup Mose mod sydøst, hvor hver ejendom i Poulstrup og Tollestrup ejede en moselod. Vest for Poulstrup gennemskæres landbrugslandet af en række små åløb, der samles i ét løb nordpå mod Liver Å.
Der er gode rekreative stier i form af Kloster-ruten, der er en 5 kilometer afmærket sti gennem enge og langs åløb, rundt om Poulstrup, samt ved Tollestrup, hvor der er to afmærkede stier i landskabet med formidling om naturen og offerfund fra stenalder og jernalder.


    

Alt om Poulstrup

Byudvikling i Poulstrup

Arealer til bolig og erhverv i Poulstrup

Se mere om

Bymønster

Byudvikling