Indeks    Sitemap    
Hjørring Kommuneplan 2009

Du er her: Forside Byer, landsbyer og landdistriktet Bykatalog Byudvikling i Tversted

 

Byudvikling i Tversted

Det er Byrådets mål at skabe balance mellem fortsat udvikling af turisterhvervet og fastholdelse af et attraktivt og levedygtigt miljø for helårsbeboelse i Tversted. Autenciteten i Tversted som et sted der bygger på fred, ro og natur, og som samtidig formår at byde på markante, kulturelle oplevelser, skal bevares og bruges aktivt i det fremadrettede arbejde med udvikling af byen.

Tversted/Tannisby set fra nord

Strategi og udfordringer

Tversted skal fortsat udvikle sig i balance, så der skal være mulighed for bosætning og et levende turistliv. Der skal arbejdes bevidst med at fastholde eksisterende boliger til helårsanvendelse, samtidig med, at byen skal rumme mulighed for byggeri af helårsboliger.

Der udtages 3 arealer til boligformål henholdsvis syd for Skolevej, nord Åskrænten ved Bindslevvej og ved Løgtensvej. Der udlægges ikke nye arealer til boliger, da de reducerede ledige arealer vurderes at kunne dække behovet for nybyggeri af boliger i planperioden.

Som en vigtig kystby i kommunen er Tversted kendetegnet ved, at der er flere mindre butikker, restauranter, caféer og lignende, som har et naturligt tilhørsforhold til byen, men er ikke, som mange kystbyer, præget af diskoteker, grillbarer, sommerbutikker m.v. En sådan kvalitativ turisme efterspørges af stadig flere turister, og det er samtidig en turisme, som lokalbefolkningen kan leve med. Området er kendt som et attraktivt feriested og har siden begyndelsen af 1900-tallet været præget af turisme i sommer-månederne. Både byen og oplandet har tilpasset sig de vilkår, der gælder for et turistområde.

En fortsat udvikling af turismen i byen skal ske på byens og borgernes egne betingelser. Derfor skal der stilles krav til de anlæg og faciliteter, som etableres i byen, for at målrette turismetiltag og byudvikling ud fra to fokuspunkter: udvikling af udendørsaktiviteter for at styrke ”gemmestedet” og fastholdelse af musiklivet som en del af ”den kulturelle arena”.

Der udlægges ikke nye områder til erhverv, da byens profil markant skal være bolig og turisme. Der er og skal fortsat være muligheder for at etablere lokale, håndværksorienterede erhverv i eksisterende erhvervsområder.

Beskrivelse og baggrund

Tversted er en sammensmeltning af tre mindre landsbyer: Tversted Kirkeby, Nørre Tversted og Tannisby. Bymidten ligger i krydset ved Tannisbugtvej og Gl. Skagensvej med kro, købmandsgård, andre forretninger og fint udsmykkede villaer i murermesterstil. Flere af husene langs Tannisbugtvej er renoveret med respekt for den oprindelige arkitektur. Tannisbys huse længere ud mod stranden er overvejende yngre og først opført fra 1920 og frem. Byen blev for alvor udbygget i 1960’erne og 1970’erne, men der er også gennem de senere år bygget flere nye huse.

Det særlige forløb af Tannisbugtvej, der snor sig fra Skagensvej og helt ned på stranden, er karakteristisk for Tversted. På begge sider er der store sommerhusområder i tæt tilknytning til helårsbeboelsen langs Tannisbugtvej. Langs Tannisbugtvej veksler gadelivet mellem de livlige sommermåneder med mange turister og vinterens ro, hvor byen overlades til de faste beboere. Byen kan fra at have 500 indbyggere i vintermånederne nå et indbyggertal, medregnet de omkringliggende sommerhuse, på 10.000 – 12.000 i sommermånederne.

Tversted kan betegnes som en turistby, men det har gennem lang tid været de fastboende Tversted borgeres intention at afbalancere interesserne mellem de fastboende og turisterne. Derfor blev Tversted Borger- og Turistforening allerede dannet i 1946 med det formål at styre udviklingen, så byen ikke blev ”rendt over ende”. Dette har medført, at Tversted i dag både er en attraktiv helårsby med et levende og rigt kulturliv, der også understøtter byen som en attraktiv ferieby.

Indfaldsvejen til Tversted er Skagensvej, der er hovedvejen mellem Hirtshals og Skagen. Den mest trafikerede vej i Tversted er Tannisbugtvej, der fører trafikken syd-nord gennem byen, og som ender ved Tversted Strand.

Serviceudbud
Tversted Skole er uden overbygning og indgår i skolecenter med Bindslev Skole. Derudover er der pasningstilbud i form af dagpleje og børnehave. Byen har også et ældrecenter, flere dagligvarebutikker og et turistkontor; samt butikker, kunsthåndværkere, spisesteder og hotel, der fortæller om og bidrager til byens funktion som kystby.

Kultur og Fritid
Klitgården i Tversted er byens borger- og kulturhus. Huset er samlingssted for aktiviteter arrangeret af områdets foreningsliv. Herudover fungerer stedet som ungdomsklub og til forskellige kulturaktiviteter, herunder scene for Tversted Jazzydays. Idrætsforeningen fungerer i et samarbejde mellem Bindslev og Tversted.

Boliger
Helårsboligerne befinder sig i høj grad langs Tannisbugtvej samt syd for Skagensvej. Generelt i byen er mange af de ældre huse renoveret gennem de seneste år, og dette er sket med respekt for den oprindelige arkitektur.

Erhverv
Der er et erhvervsområde ved Løgtenvej - beliggende nord for Skagensvej og øst for Tannisbugtvej. Der kan inden for området etableres lettere industri-, værksteds-, håndværks-, engros- og servicevirksomheder samt kontorer og liberale erhverv.

Det grønne i byen
Byens placering med direkte forbindelse til kysten er en væsentlig del af landskabet og byens grønne struktur. Forbindelsen mellem vand og land kommer også til udtryk med Tversted Å, der snor sig gennem den sydlige del af byen og løber ud i Skagerrak lige vest for byen. Byen og naturen mødes ved Tversted kirke, der ligger markant i landskabet ned til ådalen i byens sydlige del.

Kulturarven i området forbindes med Tversted Plantage, der blev begyndt anlagt i 1853 og har et areal på 775 ha. I plantagen, ved Østerklit, findes laden til en gammel parallelgård med en stokmølle på taget. Østerklit Stokmølle er den sidste stokmølle i Danmark, som er fuldt intakt. Tversted Søerne i plantagen er dannet ved opstemning af Hvarrebæk i årene 1948 -1952. Plantagen repræsenterer et af de meste besøgte udflugtsmål i Vendsyssel med mange tusinde besøgende hvert år.


    

Alt om Tversted

Byudvikling i Tversted

Arealer til bolig og erhverv i Tversted

Se mere om

Bymønster

Byudvikling

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

Læs mere om:
Gemmestedet og den kulturelle arena som en del af turisme-udviklingen i Kystbyplanen: 
Kystbyplan_2002.pdf (5484 KB)

 

 

 

 

 

 

 

Stokmøllen, øst for Tversted

Læs mere om:       
Byens kulturarv under     
overskriften, Kystkulturen i 
Kulturarvsprojektet