I det følgende fremgår, hvilke arealer der er udlagt til bolig- og erhvervsformål i Hjørring samt hvilke arealer der er udtaget af planlægningen med Kommuneplan 2009.
Arealudlæg til boliger i Hjørring
Eksisterende arealudlæg til boligformål De eksisterende arealudlæg til boliger er primært beliggende i den vestlige del af byen. Det drejer sig om boligområdet Sct. Knuds Park, et nyt større boligområde syd for Løkkensvej ved Lundergårdsvej og Teglgårdsvej samt boligarealer i Bagterp ved Odbjergvej og nord for Halvorsmindesvej. I den nordlige del af byen er der ledige boligarealer ved H.C. Andersens Vej.
Nye arealudlæg til boligformål Der udlægges ikke nye arealer til boligformål i Hjørring. Der er i kommuneplanen dog udpeget flere perspektivområder, hvor de to områder henholdsvis nord for Løkkensvej og ved Primulavej er nærmere beskrevet for at vise, hvor den fremtidige boligudbygning forventes at kunne ske efter den næste revision af kommuneplanen.
Arealer til boligformål som udtages af ramme/tilbageføres til landzone Der udtages ingen rammelagte arealer til boligformål.
Supplerende bemærkninger Arealer til boliger i Hjørring
Perspektivområde nord for Løkkensvej Perspektivområdet er udpeget, fordi det ligger hensigtsmæssigt i forhold til Hirtshalsbanen og i forhold til en mulig kommende omfartsvej sydvest om Hjørring. Området tænkes vejbetjent fra Løkkensvej. Hensigten med perspektivområdet er, at der på langt sigt skal skabes et levende og bæredygtigt byområde. Området forventes at skulle rumme blandede funktioner, varierede og koncentrerede bebyggelsesstrukturer, lavenergibyggeri samt naturligt hastighedsdæmpende vejanlæg. Enkle og overordnede principper for bygningers udformning og materialer samt fokus på udearealernes udformning skal medvirke til at give området helhed og en grøn karakter. Håndtering af overfladevand, sikring af grønne kiler m.v. skal indgå i en landskabsbearbejdning og medvirke til at skabe oplevelse og kvalitet i området.
Perspektivområdet rummer et mindre areal med beskyttet natur, som i forbindelse med en landskabsbearbejdning kan indarbejdes i bebyggelsens grønne strukturer. Da området grænser op til trafikerede veje, Løkkensvej og Krustrupvej og den sydlige del af området er omfattet af støjkonsekvensområde fra skydebane, skal en kommende planlægningen for området ske under hensyntagen til støjbelastning fra disse og sikre løsninger der forhindrer, at der opstår støjgener i området. Krustrupvej er omfattet af en 150 m beskyttelseszone, som i forbindelse med en landskabsbearbejdning af området søges reduceret.
Perspektivområde ved Primulavej øst for Skagensvej Perspektivområdet ligger i en grøn kile mellem boligområdet ved H. C. Andersensvej og boligområdet øst for Skagensvej, ved Primulavej. På østsiden af området er der planlagt en ny vejforbindelse mellem Skagensvej og krydset Ringvejen – Vellingshøjvej. Inden arealet inddrages i kommuneplanen (tidligst ved den næste revision af kommuneplanen) skal der foretages nærmere vurdering af støjbelastning fra den planlagte vejforbindelse ligesom det skal vurderes, hvordan områdets grønne strøg og forbindelsen til det omgrænsende landskab kan sikres. Hovedparten af området er desuden dækket af støjkonsekvensområde fra skydebane.
Arealudlæg til erhverv i Hjørring
Eksisterende arealudlæg til erhvervsformål De eksisterende arealudlæg til erhvervsformål ligger i erhvervsområdet ved Johs. E. Rasmussens Vej og ved Vandværksvej. Endvidere er der ledige erhvervsarealer på øst- og vestsiden af Sprogøvej, nord for Farøvej samt større areal på sydsiden af Farøvej. Der er ledige erhvervsarealer nord for Hedevej og mellem Hedevej og Sæbyvej samt øst for Ærøvej. Langs Frederikshavnsvej er der ledige arealer til pladskrævende varegrupper og erhverv mellem Ringvejen og Sprogøvej.
Nye arealudlæg til erhvervsformål Der udlægges ikke nye arealer til erhvervsformål.
Arealer til erhvervsformål som udtages af ramme/tilbageføres til landzone Kommunalt erhvervsareal på 2,7 ha ved Fuglsigvej beliggende i landzone udtages af kommeplanens rammer. Arealet er ikke lokalplanlagt.
Kommunalt erhvervsareal på 7,7 ha ved Johs. E. Rasmussens Vej beliggende i by- og landzone udtages af kommeplanens rammer, og en del af området er lokalplanlagt.
Erhvervsareal, der dels er kommunal ejet og dels privat ejet, beliggende syd for Farøvej på 17 ha udtages af kommuneplanens rammer.
Supplerende bemærkninger Arealer til erhverv i Hjørring
Erhvervsarealet ved Fuglsigvej udtages af kommuneplanens rammer, da området ligger løsrevet fra øvrige erhvervsarealer i området.
Erhvervsarealet ved Johs. E Rasmussens Vej udtages af den kommunale planlægning, da geotekniske undersøgelser har vist, at arealet ikke er egnet til erhvervsudvikling.
|