De kommende års byudvikling i Hjørring skal fastholde et levende koncentreret bycenter med balance mellem den historiske bykerne og moderne byggeri på kanten af bymidten ved banen samt på stadiongrunden. Der satses på moderne byggeri, der også rummer mange boliger, tæt på offentlige transportmidler, på kulturelle fyrtårne og fremtidssikre rammer for idrætslivet ved Park Vendia. Frederikshavnsvej kommer i fokus for at skabe en spændende hovedindfaldsvej til byen. Centralt i byudviklingen er også byens grønne kiler og naturområder, der anerkendes som afgørende landskabelige og naturmæssige værdier og friholdes for bebyggelse. Ligeledes respekteres grundvandet og vandindvindingsområder, der som hovedprincip også friholdes for bebyggelse.
Byliv og bymidte – koncentration af aktiviteter
Planstrategien pegede på, at Hjørring Kommune har to hovedattraktioner, når det gælder tiltrækning af indbyggere, turister og erhverv – dels bylivet og dels det særprægede, åbne landskab med den unikke kyst.
I dag forventer erhvervsliv, borgere, turister og besøgende at finde et pulserende byliv, at bymidtens strøggader fungerer som indbydende byrum med oplevelser og opholdsmuligheder, derfor skal byens centrale byrum opleves summende af liv i øjenhøjde. Det betyder, at arealer og bygninger skal anvendes intensivt således, at der i bymidten rent faktisk er mange mennesker i byrummene. Mennesker, der har noget for, skaber oplevelser, bevægelse, færdsel til fods og på cykel, ansigter at spejle sig i. ”Håndtagene” til at skabe denne udvikling er flere:
Detailhandel
Liberale erhverv
Kulturelle oplevelser
Trafik og stationsnærhed
Bygningsstruktur (stueetageanvendelse + købstad + højhuse)
Detailhandel ”Ud at handle” er både en nødvendighed og en oplevelse. Handelslivet bidrager væsentligt til, at der er liv i byen, at man møder mange mennesker og passerer mange ansigter, at det at gå tur i byen er en attraktion. Det er væsentligt, at butikkerne ligger tæt side om side, så man til fods kan nå rundt til dem.
Detailhandlen i Hjørring skal betjene kommunens opland, men også tiltrække turister og kunder fra hele Vendsyssel, samt endagsturister fra Norge. Kvaliteten af detailhandelsmiljøet spiller en væsentlig rolle for bylivet og er afgørende i forhold til byens attraktion. Hjørring skal kunne tilbyde et inspirerende og intensivt shoppingmiljø med en både bred og specialiseret sammensætning af butikker inden for såvel dagligvarer som udvalgsvarer.
Fremover skal der i høj grad arbejdes på at fastholde den centrale del af byen, der er udpeget til detailhandelsområde, levende og aktiv i dagtimerne. Med den kommende udvidelse af detailhandelsområdet med Slagterigrunden flyttes mange handlende til detailhandelsområdets sydøstlige del. Det kræver en særlig indsats fra både det private og det offentliges side at fastholde livet på det nu 600-700 meter lange gågadesystem fra Sct. Olai Plads over Springvandspladsen til Langelandsgade.
Strøggaderne, Metropol samt de kommende butikker på Slagterigrunden skal understøtte og supplere hinanden og samlet set fungere som byens overordnede og koncentrerede detailhandelsområde, hvor landsdækkende konceptbutikker blandes med mindre specialbutikker.
De eksisterende udvalgsvarebutikker langs Frederikshavnsvej er en udfordring for koncentrationen af liv i bymidten. Der er risiko for, at handlen spredes over et for stort område, så de nordlige strøg- og handelsgader ikke kan fastholde deres position, mister attraktion og butikker må lukke til skade for byen og bylivet som helhed. Af samme grund åbnes der heller ikke for detailhandel på byomdannelsesområdet Gasværksbakken, og den tidligere Regionplans retningslinie vedr. Frederikshavnsvej fastholdes, således at der ikke tillades yderligere udvalgsvarebutikker langs denne. Det vurderes, at denne regulering er nødvendig at fastholde, så længe effekten af gågadeetablering i Østergade, åbningen af Metropol og butikker på Slagterigrunden ikke kendes. Begrænsningen af butikker langs Frederikshavnsvej er derudover i overensstemmelse med Planloven, der har som mål at styrke detailhandlen i byernes bymidte.
Byrådet vil, i den nye byrådsperiode, udarbejde en detailhandelsanalyse, der kan skabe et velfunderet grundlag for den fremtidige detailhandelsplanlægning i Hjørring Kommune. Analysen skal bl.a. redegøre for udviklingstendenser, kundegrupper, konkurrenceforhold m.m. og vurdere udviklingsmulighederne for detailhandlen i kommunen.
Se mere om: Detailhandel i Hjørring Kommune
Liberale erhverv og serviceerhverv De liberale erhverv (advokater, revisorer, arkitekter, fysioterapeuter, læger, banker m.fl.) bidrager, sammen med de offentlige serviceerhverv, væsentligt til livet i byens midte. Personale og kunder fylder byens gader og benytter bymidtens shoppingmuligheder, kulturtilbud samt drager fordel af placering tæt på kollektiv trafik. I forbindelse med denne kommuneplan har det været overvejet at åbne for, at denne erhvervstype kunne lokalisere sig langs Frederikshavnsvej, blandt håndværk, industri og forretninger med pladskrævende varegrupper - se afsnittet om Frederikshavnsvej. Overvejelsen er begrundet i, at denne erhvervstype kunne være med til at forskønne indfaldsvejen. Modsat kan liberale erhverv langs Frederikshavnsvej være med til at udtynde bylivet i bymidten, hvorfor udfaldet af disse overvejelser er blevet, at der åbnes for en begrænset mulighed for etablering af sådanne erhverv på Frederikshavnsvej (kvote på 3000 m2).
Kultursats Hjørring har et i særklasse stærkt kulturelt fundament både inden for musik, teater og kunst, som rummer et stort potentiale. Kulturlivet skal i højere grad koncentreres og sammenkædes med bylivet, så det kan eksponeres og udfoldes, der hvor folk færdes og mødes. Byrådet finder tiden inde til at styrke Hjørrings identitet med et virkeligt kulturelt fyrtårn. Derfor arbejdes der med en omfattende kultursatsning, der indebærer etablering af et kreativt og markant teater-oplevelseshus i bymidten.
Det nye hus skal rumme Vendsyssel Teater, Hjørring Musiske Skole, musikaktiviteter og koncerter samtidig med at kommercielle funktioner, og eventuelt kan enkelte boliger integreres i huset. Huset skal opleves som et åbent og tiltrækkende miljø, også for gæster, der måske bare vil nyde en kop kaffe i husets café. Huset vil få aktiviteter og liv det meste af dagen og aftenen i form af undervisning, arrangementer eller forestillinger inden for drama og musik. Der ønskes en intim, spændende atmosfære i huset.
Med en central placering i bymidten vil huset kunne fungere som en byens dagligstue, der kan være med til at skubbe optræden og oplevelser ud i byrummene. Arealet, hvor den nuværende rutebilstation ligger, udpeges som en mulig placering, da den ligger ved siden af Sysseltinget og tæt på Metropol og banegården. Den centrale placering betyder, at der er let adgang til teater-oplevelseshuset uanset om man kommer til fods, med offentlig transport eller i privatbil. Samtidig vil huset, der ønskes opført i en spektakulær arkitektur, som afspejler nutidig skuespilkunst, blive eksponeret som et markant vartegn for Hjørring by.
Kultursatsningen indebærer samtidig, at det påbegyndte Park Vendia fuldføres med stadion, dobbelthal, der udover sportsaktiviteter kan rumme større koncerter m.m., således at også fritidslivet bæres frem.
Trafik og stationsnærhed Etablering af Metropol og omdannelse af Østergade til gågade har øget trafikken ad Parallelvej, som er en del af den øst/vest gående forbindelse gennem byen og dermed en af hovedindfaldsvejene til bymidten. Omdannelse af Slagterigrunden og Gasværksbakken, med en række trafikskabende centerfunktioner, vil medføre en yderligere koncentration af biltrafik på Parallelvej.
Der planlægges for nyanlæg og forbedringer af de eksisterende veje, så borgerne også i fremtiden tilbydes et vejnet med god fremkommelighed og sikkerhed, ligesom en omfartsvej syd/vest om byen vil kunne give lettelser i fremkommeligheden.
Se mere om: Veje og stier
De trafikale gener til trods er det vurderingen at placeringen af nye boliger og centernære funktioner både lige syd for banen på Slagterigrund og Gasværksbakken og på Stadionområdet er det mest optimale, også set ud fra et klimamæssigt synspunkt, idet de mange, der ikke har bil (39 % af husstandene i Hjørring Kommune) her har gode muligheder for at komme frem med offentlige transportmidler.
Bymidtens bygningsstruktur og byrum Hjørring bymidte afspejler byens historie som købstad og administrationsby. Bygningsstrukturen er homogen og kendetegnet ved overvejende 3-4 etager høje huse med røde tegltage, hvor over kirketårnene troner. Denne bygningsstruktur skal også fremover være gældende i bymidten, hvor ny bebyggelse skal spille videre på den ”melodi”, husene har. Det vil sige, at den skala og rytme bygninger og gadeforløb udgør, skal danne forudsætning for nye bygningers komposition/udformning. I kontrast hertil gives der mulighed for en ny høj bygningstype på kanten af bymidten.
Kvaliteten af byens gader, torve og pladser spiller en væsentlig rolle for det liv der udfolder sig i byen og for dens attraktion som helhed. Byrådet vil i de kommende år arbejde med forbedringer og forskønnelse af byrummene med henblik på at understøtte et levende byliv i Hjørring. Som et eksempel kan fremhæves, at Østergade er omdannet til en anderledes gågade, hvor der på de gåendes præmisser også er plads til cyklister i et gaderum med ”lommer” til ophold, leg, siddemøbler, udstilling og andre flytbare aktiviteter.
Byens grønne træk skal i højere grad inddrages i bylivet, blandt andet ved at skabe indbydende forbindelser fra bymidten til Svanelunden og flere forbindelser fra Christiansgave til Skolegade. Derudover skal der på forskellig vis arbejdes med at nedbryde den barriere, som jernbanen danner mellem den eksisterende bymidte og området syd for.
Byomdannelse og moderne arkitektur Byrådet vil arbejde for, at bymidten skal være levende med bymæssig tæthed og et bredt spekter af funktioner, boliger, kontorarbejdspladser/liberale erhverv, kulturinstitutioner og på Slagterigrunden også detailhandel. Centralt i byen skal der arbejdes med byomdannnelsesområdet Gasværksbakken, som ligger umiddelbart vest for Slagterigrunden. Området skal omdannes til et nyt attraktivt byområde i samspil med Slagterigrunden og bymidten. Den fremtidige anvendelse af Gasværksbakken fastlægges til centerformål med boliger, kontorerhverv, liberale erhverv, hotel- og kursusfaciliteter, kulturelle formål, institutioner m.m., men ikke detailhandel. Området skal udformes så det medvirker til at nedbryde den funktionelle barriere, som jernbanen danner mellem bymidten og området i dag. Området er meget synligt ved ankomsten til Hjørrings center, og Byrådet vil derfor stille helt særlige krav til arkitekturen i området.
Området skal vejbetjenes fra Bispensgade via Palleskær Engvej samt fra Parallelvej via tunnel under jernbanen, der er placeret ud for krydset ved Bispestaven. Tunnelen skal rumme både cyklende og gående, samt ensrettet biltrafik mod syd. Palleskær Engvej lukkes fremover for gennemkørsel til Bakkevej/Svanelunden.
Høje huse og højhuse i Hjørring I Hjørring har der har ikke tidligere været tradition eller behov for at bygge højere end de 3-4 etager, som præger de centrale dele af byen og handelsgaderne omkring Springvandspladsen. Med Sygehus Vendsyssel, Siloen ved Kvægtorvet og opførelsen af Metropol med 9 etager er der taget skridt mod en ny epoke i Hjørrings bygningsmæssige udtryk og skala, som står i markant kontrast til de eksisterende bebyggelser. Bestræbelserne for at skabe en moderne by i bevægelse, med et mangfoldigt byliv, og som kan tiltrække nye borgere og virksomheder forudsætter, at nye muligheder undersøges og vurderes, herunder også opførelse af høje huse.
Højhuse er en bygningstype, som påvirker omgivelserne og byen i langt højere grad end traditionelt byggeri. Høje huse kræver omtanke, da de på grund af deres volumen kan ses på lang afstand og har stor indvirkning på den landskabelige og bymæssige skala. Men også på de nære omgivelser, som påvirkes af skyggekastning, reflekser, ændrede vindforhold og øget trafik. Det er vigtigt ikke alene at se højhuset som et vartegn, en arkitektonisk markering i byen, men se huset og dets funktioner i stueplan som en del af det omkringliggende byrum.
Med henblik på at tilføre Hjørring ny identitetsskabende arkitektur, opnå tæthed og intensiv udnyttelse af bymidtearealerne og tilføre bymidten en ny koncentration af blandede funktioner, som kan understøtte bylivet, har Byrådet åbnet for muligheden for at bygge højt på kanten af Hjørring bymidte. Denne mulighed forpligter både Byråd og bygherre. Derfor fastlægges der med denne kommuneplan en række krav, som skal være opfyldt for, at der kan tillades byggeri, som er væsentlig højere end byens eksisterende profil med 3-4 etager.
- At projektets idé, funktioner og beliggenhed er med til at understøtte den ønskede udvikling i Hjørring.
- At projektet er udtryk for et arkitektonisk højt ambitionsniveau.
- At projektet har fokus på den menneskelige skala ved udformningen af arealerne ved foden af højhuset og mellem husene.
- At byggeri i højden modsvares af etablering af grønne rekreative arealer i bebyggelsen eller andet sted i byen for, at byens grønne karakter og kvalitet fastholdes og udbygges.
- At projektet har ovennævnte kvaliteter og har gennemgået en konsekvensanalyse som belyser følgende forhold:
- Den visuelle påvirkning af omgivelserne
- Byarkitekturen – bygningens samspil med byens arkitektur og skala
- Udformningen af byrum/udearealer ved foden af det høje hus, rummene mellem de høje huse
- Det lokale klima omkring det høje hus
- Trafikale forhold i og omkring området
Det er intentionen, at en gruppe af høje huse på sydsiden af jernbanen skal danne et arkitektonisk samspil med Metropolcentret, markere en ny bydel og skabe en visuel forbindelse på tværs af jernbanen. Det er en forudsætning for det bymæssige samspil på tværs af jernbanen, at der etableres gode og indbydende forbindelser for fodgængere og cyklister mellem det ny byområde syd for jernbanen og den eksisterende bymidte.
De høje huse og deres omgivelser skal danne en parklignende overgang til Svanelunden, som understreges af terrænfaldet og husenes aftrappende højde ned mod det grønne.
Viser den fremtidige udvikling i Hjørring, at der ud over de projekter, som er omfattet af denne plan, vil være ønske om at opføre yderligere høje huse i byen, vil Byrådet lade udarbejde en egentlig ”højhuspolitik” for kommunen. På baggrund af denne tages stilling til, om der kan tillades flere høje huse/højhuse i Hjørring og i givet fald, hvor de kan placeres.
Bosætning
I de kommende år sættes der primært ind ved at udbygge boligfladen med bymidtenære lejlighedsbyggerier, men også ved at skabe langsigtede perspektiver for, hvordan der på længere sigt kan etableres en helt ny bydel i den vestlige del af byen, som indgår i kommuneplanens perspektivområder med et område, der tænkes udbygget efter afgørende andre principper end traditionelle parcelhuse. Herudover er det en væsentlig bosætningsmæssig indsats, at der sker en kraftig omdannelse af almennyttige boligområder, der i dag rummer lejlighedstyper, der ikke længere er attraktive.
Perspektiv for grøn bydel Der er i denne plan bl.a. skitseret et perspektivområde til byudvikling nord for Løkkensvej, mellem Hirtshalsbanen og Krustrupvej. Området udlægges ikke i denne plan, men Byrådet finder området interessant som en mulighed for på længere sigt at skabe en moderne bydel i takt med, at behovet for at udlægge nye arealer til boligformål opstår.
Perspektivområdet ligger hensigtsmæssigt i forhold til Hirtshalsbanen og en mulig omfartsvej sydvest om byen og ville ligeledes være en naturlig udbygning i forlængelse af etableringen af boligområdet syd for Løkkensvej.
Perspektivområdet ses som en mulighed for over en længere årrække at tilføre Hjørring en spændende, utraditionel grøn bydel, hvor der bl.a. er fokus på de klima- og energimæssige udfordringer. Den generelle tendens til stadig større byggegrunde i parcelhuskvartererne, og det pres på arealressourcerne som dette medfører, har givet Byrådet interesse for også at arbejde med nytænkning af bebyggelsesformer og -strukturer, haver og grønne områder.
Moderne boliger i bymidten Der er som forarbejde til Kommuneplan 2009 udarbejdet en boliganalyse, som peger i retning af, at Hjørring skal have styrket sit boligtilbud for seniorer og for de unge, der etablerer sig efter endt uddannelse. Disse befolkningsgrupper ser ud til at ønske sig bynære lejligheder. På denne baggrund skabes der mulighed for en bymidtenær boligudbygning, der samtidig har den fordel, at den kan være med til at tilføre byen mennesker i gaderne. Der gives mulighed for lejligheder på sydsiden af bymidten og banen, i området hvor det nuværende stadion er placeret, samt ved Christiansgave. Disse boliger er samtidig bæredygtigt placeret tæt på banen og nyder godt af nærhed til store grønne områder.
Der er allerede planlagt for et større omdannelsesprojekt på Slagterigrunden, hvor der indgår punkthuse med lejligheder, som placeres på grundens sydvestlige rolige hjørne ud mod Folkeparken. I denne plan udpeges Gasværksbakken ved siden af som nyt område, hvor etageboliger kan spille en væsentlig rolle, sammen med offentlige og private serviceerhverv. Området skal ikke rumme detailhandel. Der vil på begge områder blive mulighed for boliger i parklignende omgivelser med udsigt over byen (jævnfør afsnittet om høje huse) og landskabet. Boligerne vil ligge meget centralt i forhold til offentlig transport og med let adgang til motorvejen.
Med den forventede udflytning af Hjørring Stadion til Park Vendia vil stadiongrunden blive ledig. Området planlægges fremover anvendt til en moderne, tæt bebyggelse i op til 6 etager, som rummer boliger og liberale erhverv og tænkes anlagt med et grønt øst/vestligt strøg. En del af området skal fortsat kunne anvendes til sportsplads for Muldbjergskolen og som et rekreativt område for skolen og uddannelsesinstitutionerne i området. Bebyggelsen skal opføres i en arkitektonisk kvalitet, der sikrer samspil med eksisterende bebyggelse i området. Og som om lever op til det arkitektoniske niveau, der er slået an i Hjørring Seminarium. Bebyggelsen vil danne overgang fra uddannelsesinstitutionerne/læringsrampen til bymidtens funktioner og tæthed.
Almennyttige boliger - kvalitetsløft Hjørring har i de seneste år oplevet, at interessen og behovet for de almennyttige boliger har været faldende. Boligselskaberne har i perioder haft vanskeligt ved at udleje boligerne og mange har stået tomme. Dog synes der at være en vis opbremsning i denne tendens sideløbende med 2008 finanskrisen.
Med henblik på øget attraktivitet og fornyelse i målgrupper planlægges der for en storstilet omdannelse af mange almennyttige boliger, dog primært boligblokkene i Vestbyen. Det drejer sig om tiltag, der formindsker antallet af 1-og 2 værelsesboliger, tilfører altaner/verandaer, mere indbydende og aktive uderum, samt fælleshuse og forbedrede fællesfaciliteter. Det er initiativer, der er støttet af Landsbyggefonden og på den måde holdes huslejen på rimeligt niveau.
Erhverv
Velbeliggende erhvervsarealer Byrådet ser det som afgørende, at der kan planlægges for og udbygges med erhvervsarealer, der kan imødekomme erhvervslivets ønsker om velbeliggende arealer. Det er attraktivt for virksomeder at opnå en synlig placering tæt på motorvejen. Som en del af kommuneplanen har Byrådet derfor besluttet, at det er en del af nærværende plan, at beskyttelseszonen på 300 m langs motorvejen reduceres til en byggelinie på 80 m på strækningen fra Frederikshavnsvej til Sæbyvej. På denne måde sikres der vest for motorvejen mulighed for motorvejsnært byggeri for transporttunge og transportrelaterede virksomheder.Tilsvarende er Byrådet opmærksom på, at udnyttelse af erhvervsarealerne og synligheden ved motorvejen skal indtænkes i detailplanlægningen i form af lokalplaner i området, hvor der skal stilles arkitektoniske krav til bebyggelse i området, så byggeri dér kan medvirke til at give byen en indbydende facade, der giver lyst til at opleve byen bag facaden.
Det er en klar forudsætning for udbygning af erhvervsarealerne, at de overordnede statslige mål om klare grænser mellem by og land, og om sammenhængende byudvikling i form af udbygning indefra og ud, ikke kan fraviges. Motorvejen er en sådan klar grænse og som udgangspunkt grænse for byudviklingen i Hjørring. Udlæg af erhvervsarealer på østsiden/ydersiden af motorvejen er ikke en del af kommuneplanens langsigtede perspektiver, da det vil medføre løsrevet byudvikling og bryde med princippet om, at byen skal udvikles sammenhængende, indefra og ud.
Smukkere velkomst til byen
Udviklingsstrategi for Frederikshavnsvej Indfaldsvejenes udseende spiller en væsentlig rolle for besøgendes oplevelse af Hjørring. Det er gennemgående, at flere af indfaldsvejene til byen trænger til et løft, så den visuelle oplevelse forbedres. Især Frederikshavnsvej som hovedindfaldsvej fremstår i dag med et broget udtryk, fattig på sammenhængende arkitektonisk indtryk, præget af overdimensioneret skiltning, og mangel på de opblødende grønne træk, der ellers er kendetegnende for byen. Tilsvarende kan indkørslen fra syd ad Alborgvej/Bispensgade forbedres ved at arbejde med de forskellige strækningers særlige karakter og samtidig skabe en sammenhængende arkitektonisk idé fra det åbne land til bymidten. I forlængelse af denne kommuneplan skal fokus i det opfølgende arbejde rettes mod Frederikshavnsvej, da den spiller en væsentlig rolle i opfattelsen af Hjørrings identitet. Byrådet vil igangsætte en planlægning, der har til formål at forskønne miljøet langs Frederikshavnsvej, så det adskiller sig væsentligt fra tilsvarende indfaldsveje til nabobyerne. Planlægningen skal indeholde krav til arkitektur og grønne elementer, til skiltning, udformning af mellemrum mellem bygninger, som over tid kunne give strækningen et mere overskueligt indtryk. Samtidig vil det blive belyst om lokaliseringsmulighed for liberale erhverv kan bidrage yderligere til det visuelle løft, der er ønsket, uden at udtynde det koncentrerede byliv, hvor de liberale erhverv traditionelt hører hjemme. I arbejdet med udviklingsstrategien for Frederikshavnsvej vil der blive taget udgangspunkt i følgende hovedpunkter:
- Frederikshavnsvej kan generelt anvendes til erhvervsformål, samt butikker med pladskrævende varegrupper. Der gives mulighed for etablering af liberale erhverv i begrænset omfang svarende til i alt 3000 m2 bebygget areal langs Frederikshavnsvej (fra Vendiavej til motorvejen)
- Langs Frederikshavnsvejens bynære del, fra Vendiavej til Ringvejen, fastholdes de gældende detailhandelsbestemmelser således, at der ikke kan etableres nye udvalgsvarebutikker her. Det hindrer ikke eksisterende i at fortsætte som hidtil. Som tidligere nævnt fastholdes bestemmelserne, fordi det er hensigten, i overensstemmelse med Planlovens mål, at koncentrere butikkerne i bymidten, samt at understøtte strøggader og bylivet ved at undgå en yderligere spredning af udvalgsvarehandlen. Desuden afventes effekten af Metropols etablering, samt etablering af yderligere butiksliv på Slagterigrunden.
- Anvendelse af arealerne langs den yderste del af Frederikshavnsvej fra Ringvejen til motorvejen ændres ikke, da der fortsat kan etableres erhverv og butikker, med særligt pladskrævende varegrupper, hvilket også er muligt på Slagterigrunden samt på den inderste del af Frederikshavnsvej. Området udvides på Frederikshavnsvejs nordlige side, således at det strækker sig helt ud til motorvejen.
|
|
|
Faktaboks: Byrum og byliv
En række forhold har væsentlig betydning for hvordan vi oplever byrummene, og for stimulation af bylivet. Disse forhold indgår i planlægningen for byrummene:
Byens gader, pladser og torve skal være velholdte
Facader, skiltning og gadeinventar skal danne et inspirerende bymiljø
Byrummene skal være komfortable, tilrettelagt under hensyntagen til sol og vindforhold
De skal indbyde til ophold, leg andre aktiviteter
Der skal være forskellige siddemuligheder for såvel unge som ældre
Byrummenes indretning skal inspirere til aktiviteter, såvel planlagte som spontane.
God gadebelysning, oplyste butiksruder, cafeer, restauranter og andre mødesteder skal gøre byrummene hyggelige og tillokkende om aftenen/vinteren
Byrummene skal tilbyde forskellige oplevelser afhængig af årstiden
Kunst, vand, lys m.v. kan skabe oplevelse og identitet i byrummene |
 Karnevaloptog
|
Faktaboks: Hvornår er en bygning et højhus?
Der er ingen præcis definition på, hvornår en bygning er et højhus, da det afhænger af den sammenhæng, bygningen indgår i. I Hjørring vil være en bygning, som er væsentligere højere end den omkringliggende bebyggelse (3- 4 etager) være et højt hus. I Hjørring kan høje huse defineres som 6 – 9 etager og højhuse som 10 etager og derover. 12 etager vurderes som maksimum i forhold til byens øvrige skala.
Hvor høj en bygning virker afhænger af dens proportioner og udformning. |
|
Faktaboks: Klar grænse mellem by og land
"Det er væsentligt gennem kommuneplanlægningen at fastholde en klar grænse mellem by og land. Byudviklingen bør foregå i tilknytning til eksisterende større eller mindre bysamfund. Nær de større byer, hvor konkurrencen om arealerne er stor, er der et særligt behov for en styrket planlægning. Generelt skal arealforbruget til byformål, tekniske anlæg og Infrastruktur begrænses bl.a. af hensyn til jordbrugserhvervet og bevaringsværdierne i det åbne land." (citat Kommuneplanvejledningen) | |