I de kommende år vil Byrådet arbejde med en række strategier og handlinger for at understøtte og stimulere de overordnede mål for den ønskede udvikling af Løkken.
Bæredygtig turisme
Løkken skal fortsat være hjørnestenen for turismen i kommunen, men satsningen på turisme skal også være bæredygtig på længere sigt. Derfor vil Byrådet prioritere udvikling af tiltag, der kan forlænge turistsæsonen, hvorved turismen også kan være med til at understøtte et bæredygtig helårsliv i byen.
En stor del af boligerne i Løkken bliver brugt til fritidsboliger og står derfor tomme en stor del af året. Byrådet vil arbejde for, at Løkken styrkes som helårsby. Løkkens største attraktion er strand og autencitet.
I det fremtidige arbejde med byen skal renovering af torve og pladser tænkes ind i arbejdet med at skabe muligheder for aktiviteter, der videreudvikler bylivet, og som kan understøtte realiseringen af nye tiltag indenfor ferie- og fritidsområdet i byens sydøstlige del.
Byudvikling med respekt for kulturarv og kyst
Kulturarven er så central for Løkken, at det er afgørende at fastholde den og at synliggøre bymiljøet og historien. De nye byggerier kan med deres volumen have en uheldig indvirkning ved at "sløre" den umiddelbare oplevelse og forståelse af byen. Desuden er der gennem tiden sket store ændringer ved de oprindelige bygninger og strukturer i byen. Derfor er det meget vigtigt, at der ved nybyggeri og ombygninger af eksisterende boliger tages stilling til ændringernes betydning for den samlede kulturarv. Udfordringen ligger i at bevare mest muligt af autenciteten – og så lade udviklingen og vor tids krav til bygningsomdannelse foregå uden, at det kommer til at skæmme oplevelsen og identiteten af Løkken.
For at sikre Løkkens kulturarv skal der derfor i den fremtidige planlægning tages højde for byens skala med hensyn til bygningshøjder, smøger og mindre stier, der forbinder byen. De centrale og bevarende lokalplaner skal strammes op for at styrke muligheden for at bevare kulturmiljøerne og fastholde bygningskvaliteterne i byen samt de talrige pladser, stier og slipper, som er særlige karakteristika for byen. For at forskønne indfaldsvejene til Løkken skal der arbejdes med beplantning (græs, træer, buske, udsmykning mv.) og gennemgående grønne kiler.
Placering af områder til fremtidig byudvikling er en udfordring i Løkken, fordi mulighederne for byudviklingen er begrænset af arealbindinger i form af kystnærhedszonen, drikkevands- og naturinteresser. Det er derfor vigtigt, at fremtidig byudvikling planlægges med fokus på sammenhæng til både by, kyst og land. I denne kommuneplan arbejdes der med byudvikling i byens sydøstlige del, hvor der udlægges et nyt boligområde nord for Vrenstedvej og et perspektivområde til boligformål syd for Vrenstedvej således, at der skabes et sammenhængende byudviklingsområde bagud mod øst.
For at sikre attraktive erhvervsarealer skal erhvervet koncentreres omkring det eksisterende erhvervsområde ved Industrivej og Egevej, hvor der udlægges et nyt areal i forlængelse af det eksisterende ved Egevej. Erhvervsarealerne skal primært henvende sig til lokalt håndværkserhverv og til serviceerhverv i forbindelse til turisterhvervet.
Se mere om: Planlægningsmæssig og funktionel begrundelse for byudvikling i kystnærhedszonen i Løkken
Byens liv året rundt
Løkken er især attraktiv om sommeren, hvor specielt stranden og havet tiltrækker mange turister. Det betyder, at Løkken om sommeren er en livlig by, hvor der sker mange aktiviteter. Men uden for sæsonen kan Løkken fremstå som en tom kulisse, hvor en stor del af midtbyens butikker har lukket. I Løkken vurderes det, at omkring halvdelen af husene i bymidten er overgået til ferieformål. Det medfører, at en del af de mest attraktive boliger, f.eks. boliger med udsigt, udgår af byernes boligmarked, og at dele af byen dermed tømmes for fastboende og står mere eller mindre tomme i lavsæson. Desuden er det også en medvirkende faktor til den negative befolkningsudvikling i Løkken, hvilket kan vanskeliggøre opretholdelse af byens offentlige service som eksempelvis børnehave og skole.
|