Forskønnelse og trafikale forbedringer skal være med til at gøre byen attraktiv for bosætning. Specielt boligområdet Søparken ved Boller Sø kan være starten på en boligudvikling, der over tid kan suppleres med boliger nord herfor som afrunding af byens vestlige del mellem Bollervej og Sæbyvej.
Der skal i de kommende år tages stilling til, hvilken rolle byen skal have i forhold til fremtidig erhvervsudvikling. Der udlægges med denne kommuneplan et erhvervsareal ved Højmarksvej i den nordvestlige del af byen samt et mindre erhvervsareal ved Nybovej i den østlige del af byen. Yderligere fremtidig erhvervsudvikling forventes at skulle ske nord for det eksisterende erhvervsområde i den nordlige del af byen.
Det lokale ønske om en cykelsti langs Vrejlev Klostervej indgår i det arbejde, der allerede er sat i gang med udarbejdelse af en stiplan, hvor anlæg af blandt andet cykelstier bliver prioriteret.
 Der skal i de kommende år arbejdes med forskønnelse af Bredgade, f.eks. inspireret af bøgebeplatningen ved Byparken.
|