Boliger i kystbyerne Hirtshals, Lønstrup og Tversted skal opretholdes til helårsbeboelse. I Løkken skal boliger i nye lokalplanlagte boligområder anvendes til helårsbeboelse.
Supplerende tekst til retningslinie 3.1.5 Helårsbeboelse i byernes byzone
Eksisterende og nye boliger i byerne i kystnærhedszonen skal opretholdes som helårsboliger, hvilket betyder, at eksisterende lovlige forhold kan fortsætte, men nye boliger i nye lokalplanlagte områder skal anvendes til helårsbeboelse. Hensigten er at sikre en fortsat bosætning i kystbyerne og at undgå, at byerne ender som tomme kulissebyer udenfor feriesæsonen.
Lokalplaner for Hirtshals, Lønstrup, Tversted skal indeholde bestemmelser om, at boliger skal anvendes som helårsbeboelse. Lokalplaner for nyplanlagte boligområder i Løkken skal indeholde bestemmelser om helårsbeboelse.
Særligt for Løkken skal det bemærkes, at Løkken skal fortsat være en kombineret ferie- og bosætningsby, men at der skal ske en opbremsning i feriebyudviklingen. Med nærværende retningslinie lægges der op til, at der i perioden frem til den næste revision af kommuneplanen om 4 år, skal sættes særlig fokus på byen og dens helt specielle potentialer. Der skal derfor udarbejdes em helhedsplan for Løkken, hvor følgende emner indgår: Fordele og ulemper ved helårsbeboelse, byens særlige bygningskultur, infrastruktur, bymidteudvikling/detailhandel, erhverv/turisme, boligudvikling mv.
|
|
|