Egentlig byudvikling kan kun finde sted i hovedby, områdebyer og lokalbyer, jf. retningslinier for bymønster og egentlig byudvikling.
Udlæg til byformål skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder og skal sikre en klar grænse mellem by og land.
Arealforbrug til byformål skal begrænses mest muligt og det skal vurderes om, der er mulighed for byomdannelse. Ved arealudlæg til byformål skal der tages hensyn til særlige arealinteresser og til den eksisterende og planlagte overordnede infrastruktur.
Supplerende tekst til retningsline 3.2.1 Egentlig byudvikling og byformål
Egentlig byudvikling betegnes som den byudvikling, der sker gennem udlæg af større nye arealer til boligformål, erhvervsformål, centerformål, offentlige formål, tekniske anlæg, havneformål og lignende. Jordbrugsparceller samt huludfyldning og afrunding af landsbyer betegnes ikke som egentlig byudvikling.
For at sikre byernes tætte og letopfattelige struktur i landskabet og for at minimere arealforbruget skal den fremtidige byudvikling ske i tilknytning til og i forlængelse af de eksisterende byområder. Planlægningen af byudviklingen skal samtidig sikre sammenhængende byområder med klare grænser mod det omgivende land for at værne om landskabelige værdier, bykvaliteter og hensyn til landbrugserhvervets produktionsvilkår. Arealer, der rummer væsentlige landskabs- eller naturinteresser, skal sikres mod byudvikling og skal derfor fastholdes i landzone.
For byudvikling ved byer i kystnærhedszonen er der supplerende retningslinier, se mere om: Kysten
Der er fastsat en overordnet ramme for, hvor meget areal der må være udlagt til byudvikling i planperioden. Rammen for arealudlæg til byudvikling svarer til størrelsen af den forventede byudvikling i den kommende planperiode på 12 år. Rammen er beregnet ud fra arealforbruget de foregående 12 år og revideres hvert 4. år i forbindelse med de lovmæssige revisioner af kommuneplanen.
Formålet med rammen er at sikre, at det samlede arealudlæg til byformål står i rimeligt forhold til, hvor meget areal der forventeligt bliver udnyttet til byudviklingsformål i den kommende planperiode. Dette er nødvendigt for at lette presset på det åbne land, for at kunne styre og prioritere udviklingen, samt for at sikre en hensigtsmæssig byudvikling.
|