Indeks    Sitemap    
Hjørring Kommuneplan 2009

Du er her: Forside Infrastruktur, transport og miljøbeskyttelse Kollektiv trafik Baggrund for strategi for kollektiv trafik

 

Baggrund for strategi for kollektiv trafik

Busbetjening

I perioden 2000-2003 er passagertallet faldet med ca. 6 %. Der er sket et yderligere fald i årene 2004-2006. Trods løbende forsøg på at styrke den kollektive trafik kan den ikke hamle op med bilen, som - i takt med den stigende velfærd - er blevet det foretrukne transportmiddel. Endvidere betyder ændringen i befolkningens alderssammensætning med færre børn og unge, at passagertallet i nogle år frem forventes at falde med 1-2% pr. år.

Den kollektive trafik, der har sin styrke i de større bysamfund udfordres, når bosætning bliver mere spredt. Udenfor de større byer opleves forholdvist lange transporttider med den kollektive trafik. Dette er afgørende, fordi rejsetiderne har betydning for, hvor attraktivt den kollektive trafik opleves. Hertil kommer brugernes øgede krav til mobilitet. For at matche disse krav, er der behov for at sikre sammenhæng mellem den kollektive og den individuelle trafik samt at udnytte de enkelte transporttyper bedst muligt sammen og hver for sig. Herved opnås høj mobilitet under hensyntagen til transportmæssige, samfundsmæssige og miljømæssige forhold. Hvis den kollektive trafik skal være et attraktivt alternativ til kørsel i privatbil, må rejsetiden med kollektiv trafik ikke afvige for meget fra rejsetiden med bil. Desuden skal den kollektive trafik være økonomisk attraktiv for den enkelte specielt i forbindelse med transport til og fra arbejde. Der er kun få steder i Hjørring Kommune, hvor den kollektive trafik er tilnærmelsesvis konkurrencedygtig med kørsel i egen bil. Det gælder næsten udelukkende for længere pendlingsrejser, der er togbetjent.

Jernbaner og togbetjening

De nordjyske hovedbanestrækninger har en utidssvarende teknisk standard sammenlignet med hoved-banestrækninger i det øvrige land. Det betyder begrænset kapacitet i forhold til hvor meget trafik, der kan afvikles på banen, en begrænset kørehastighed på 120 km i timen mod normalt 180 km i timen og et sikkerhedsniveau under den ønskede standard i forhold til det øvrige land. Banen er kun dobbeltsporet syd for Limfjorden, og der er ikke planer om elektrificering i Nordjylland. ATC-sikringssystem (Automatic Train Control) bør installeres på togstrækningen helt til Frederikshavn. På de to regionbanestrækninger er der blevet etableret nye spor og nye sikkerheds- og signalsystemer.

På alle hovedbaner er Banedanmark principielt interesseret i, at få nedlagt krydsninger mellem vej og bane, som er i samme niveau. Det skyldes først og fremmest hensyn til sikkerheden. Desuden giver overkørsler, som krydser vejene, gener for vej- og jernbanetrafikken. På længere sigt får togene dermed mulighed for at sætte farten op, når vej og jernbanespor ikke krydser hinanden i samme niveau.

Skinnenettet skal udbygges, så landsdelen sikres en moderne og sikker jernbane så person- og godstransport kapacitetsmæssigt styrkes. Standarden bør være fuldt på højde med hovedbanestrækninger i det øvrige land.

Som noget nyt har Nordjyske Jernbaner A/S påbegyndt forsøg med at lave en direkte kørsel mellem Hirtshals og Skagen med stop ved alle nuværende standsningssteder på de to strækninger hvor der køres. På strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn stoppes der ikke. Det vil være hensigtsmæssigt med et stop i Sindal, som den største by på stækningen.

Betinget af den opnåede erfaring med sommerforsøget bør der arbejdes for en ændret planlægning af togtrafikken i Frederikshavn og Hjørring Kommune. Det bør i i planlægsningsfasen undersøges om togdriften helt fra Aalborg til henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn og Skagen kan tænkes ind i en større fælles lokal helhed, herunder også at få en udbygget nærbane helt til Hjørring og med standsningssteder i Tylstrup, Sulsted og Vestbjerg.


    

Alt om kollektiv trafik:

Kollektiv trafik

Mål for kollektiv trafik

Strategi for kollektiv trafik

Baggrund for strategi for kollektiv trafik

Redegørelse - Infrastruktur, transport og miljøbeskyttelse

Retningslinier for kollektiv trafik

4.4.1 Det kollektive trafiknet

4.4.2 Stationsnære arealer

4.4.3 Ny standsningssteder

4.4.4 Udbygning af hovedbanestrækning


 

 

 

Skinnenettet giver faste    
forbindelser i kommunen,   
til regionen og hele landet  


 


Regionale og lokale busser   
er væsentlige dele af      
den kollektive trafik