Lovgrundlag
Ifølge planlovens § 11 a, nr. 5 skal kommuneplanen indeholde retningslinier for beliggenhed af tekniske anlæg. Ifølge planlovens § 11 b, stk. 2 kan kommuneplanen indeholde retningslinier om andre forhold.
Retningslinie 4.5.2 - Højspændingsforbindelser
Der må ikke foretages dispositioner, der hindrer etablering og opretholdelse af højspændingsforbindelser på 150 kV og derover. Der er reserveret tracé til følgende 150 kV-forbindelser:
- Nordjyllandsværket-Hjørring
- Nordjyllandsværket-Frederikshavn
- Hjørring-Frederikshavn
Højspændingsforbindelser på 60 kV og derunder skal udføres som jordkabler.
Højspændingsforbindelser på 150 kV skal som hovedregel etableres som jordkabler. Kun i ganske særlige tilfælde kan luftledninger overvejes – f.eks. som første trin i en senere 400/150 kV kombiledning og eventuelt i tilfælde med store behov for overføringsevne på 150 kV-niveau over større afstande - kan luftledninger overvejes.
Højspændingsforbindelser på 400 kV skal normalt udføres som luftledninger.
Højspændingsforbindelser, der etableres til jævnstrøm, skal udføres som jordkabler.
Supplerende tekst til retningslinie 4.5.2 - Højspændingsforbindelser
Reservationerne løber langs eksisterende ledninger og opretholdes af hensyn til mulighederne for at foretage ombygninger og forstærkninger i forbindelse med sanering af de eksisterende ledninger på strækningerne. Mellem Hjørring og Frederikshavn er der ingen forbindelser i dag. Reservationerne opretholdes til eventuelle sanerings- og omstruktureringsmuligheder i Vestvendsyssel.
|