Afstanden mellem vindmøller og beboelse skal være min. 4 x vindmøllens totalhøjde. Hvis afstanden er under 500 meter, skal der redegøres for placeringen.
Afstanden mellem to vindmølleparkers mølleområder bør være min. 28 x vindmøllernes totalhøjde, dog kan lokale forhold og resultatet af visualiseringer betyde, at afstanden kan fraviges.
Den indbyrdes afstand mellem vindmøller i en vindmøllepark bør være 3-4 x rotordiameteren og må ikke overstige 5 x rotordiameteren.
Vindmøller må ikke placeres nærmere end 4 gange møllens totalhøjde fra eksisterende og planlagte motorveje og overordnede veje, dog mindst 500 meter. Vindmøller må ikke placeres i vejens sigtelinje, hvis det vurderes at kunne fjerne trafikanternes opmærksomhed fra vejen og dens forløb.
Ved planlægning af nye vindmøller skal det så vidt muligt sikres, at boliger til helårsbeboelse ikke udsættes for skygge i mere end 10 timer (reel skyggetid) om året.
Supplerende tekst til retningslinie 4.6.4 Afstandskrav
Den visuelle effekt af flere vindmølleparker i det samme landskabsrum kan blive for markant, og afstanden mellem vindmølleparker bør være min. 28 x vindmøllernes totalhøjde, for at vindmølleparkerne kan opfattes som adskilte anlæg (ved 150 m høje vindmøller svarer det til 4,2 km svarende til nærzonen i visualiseringer).
For at kombinere ønsket om stor effekt og mindst mulig landskabelig påvirkning stilles krav om maksimal afstand mellem møllerne inden for den enkelte vindmøllepark. En indbyrdes afstand mellem vindmøller i en vindmøllepark på 3-4 x rotordiameteren virker mest harmonisk, og lævirkning og turbulens undgås. Ved en afstand over 5 x rotordiameteren fremstår vindmøllerne ikke længere som en klart sammenhængende enhed.
Hensigten med at fastlægge en minimumsafstand fra det overordnede vejnet er primært at undgå forstyrrelser for trafikken og trafiksikkerheden. Hvis vindmøller eksempelvis står i forlængelse af et retlinet vejstykke, kan det risikeres, at trafikanter mister fokus på vejen i en kurve, da vindmøller virker som optisk ledelinje.
Gener fra vindmøller i form af skyggevirkning er vokset markant i de senere år, i takt med at møllerne er blevet større. Der er ikke indført danske normer for, hvor meget en vindmølle må skygge, men Miljøministeriet anbefaler, at der fastsættes en maksimumsgrænse på 10 timer (reel skyggetid) om året, som er en beregnet værdi korrigeret for meteorologiske forhold. Vindmøllerne kan programmeres til at stoppe, så denne tidsgrænse ikke overskrides.
Ved planlægning for placering af vindmøller gøres der desuden opmærksom på følgende hensyn, der skal overvejes:
|