I det åbne land skal friluftsinteresserne søges indpasset sammen med de øvrige interesser, og der lægges vægt på en flersidig anvendelse.
I de særligt værdifulde beskyttede områder, kan der etableres mindre anlæg og støttepunkter til brug for friluftslivet.
Supplerende tekst til retningslinie 2.6.22 Friluftsaktiviteter i det åbne land
Friluftslivets interesser får stadig højere prioritet og breder sig derfor også i det åbne land til en stadig større del af det åbne land. Anlæg af cykelstier, vandrerruter og ridestier med støttepunkter er et eksempel på, at friluftslivet bliver mere udbredt i hele det åbne land.
Med væksten i friluftslivet skal det være muligt at indpasse friluftsanlæg sammen med de øvrige interesser i det åbne land. Men friluftsanlæg indbyrdes skal også indgå i muligheder for flersidig arealanvendelse, hvor et areal, der benyttes til f.eks. en golfbane, også kan bruges til gå-, løbe- og rideture af andre. Ved at samordne interesserne, så konflikter imødegås, kan friluftslivet opnå større indhold og kvalitet. Ligeledes kan friluftsaktiviteter indgå i formidling af erhvervs-interesserne i det åbne land samt de natur- og kulturhistoriske interesser.
Mange former for friluftsaktiviteter er rettet mod de særligt værdifulde beskyttede interesseområder, blandt andet fordi disse områder indeholder meget spændende og varierede oplevelsesmuligheder. Nogle af de særligt værdifulde beskyttelses-områder ligger i tilknytning til bysamfund og sommerhusområder og er derfor attraktive for både daglig fritidsudøvelse og besøgende turister.
Retningslinien giver mulighed for etablering af f.eks. primitive overnatningsanlæg og andre mindre anlæg og støttepunkter. Retningslinien medfører, at Byrådet kan planlægge for en rekreativ udnyttelse af de særlige beskyttelsesområder, så disse bliver tilgængelige for en større offentlighed, uden at den fortsatte eksistens og egenart af disse værdier trues.
Se mere om: Erhverv i det åbne land
|