Hjørring Kommune har nogle af landets bedste og mest udsøgte badestrande, der hvert år tiltrækker turister i tusindvis fra både ind- og udland. Rent badevand er således en særdeles værdifuld naturressource. Badevandet langs Kommunens kyster opfylder, med undtagelse udløbene af Uggerby Å og Liver Å, både de nationale og internationale vandkvalitetskrav, men kystvandene er ikke kun en rekreativ ressource i kommunen.
Kystvandene indgår således i et kredsløb af vandmiljø som modtager af alt spildevand og forurenede stoffer, der er produceret på land, og som tilføres via vandløb og grundvandsstrømningerne. Ofte ses effekterne af forurenende stoffer ikke, før de når kystvandene. Det gælder i udpræget grad næringsstofferne fosfor og kvælstof, som har været årsag til omfattende iltsvind i de danske farvande.
Hjørring Kommune er hovedsageligt opland for Skagerrak og i begrænset omfang for Kattegat og Limfjorden. Det betyder at tilstanden og påvirkninger af vandmiljøet i grundvand, vandløb og søer i Hjørring Kommune i høj grad påvirker vandmiljøet i Skagerrak og i begrænset omfang også påvirker vandmiljøet i Kattegat og Limfjorden.
|
|
 Husmoderstranden i Hirtshals
|